Til dig, der har mistet et barn
Neya, født den 5. september 2016
Hun har et navn, en dato og en sten. Og man må sige navnet højt.
Skal du tale med et menneske nu?
Livslinien 70 201 201, alle dage kl. 9-05.
Klokken 02.40 2.780 gram 50 centimeter
Hun kom til verden på Kolding Sygehus den 5. september 2016, tre dage efter den dag, Pernille i bogen kalder den dag, verden stoppede. Pernille og Kenneth så hende, fik hånd- og fodaftryk med hjem og begravede hende i den lille hvide kiste, som bogen begynder ved.
Hendes sten er formet som et hjerte. På den står de ord, der også blev bogens undertitel, over to små fodaftryk: Selv små fødder sætter dybe spor.
I bogen er der også billeder af hende.
Fødselskortet fra fødegangen. Pernille delte det på bogens Facebook-side den 4. september 2024.
Hun har skrevet om Neya igen og igen siden. Det står samlet under Årene efter.
Sådan husker Pernille fødslen
Otte år efter skrev Pernille om den dag:
»Og når jeg ser tilbage på den dag angsten startede, så mindes jeg nu en helt fantastisk fødsel. Min første fødsel var uden tvivl den smukkeste af dem alle og den der var fyldt med mest kærlighed fra alle i rummet.«
I det samme opslag skriver hun, hvor bange hun var: for pillerne, der satte fødslen i gang, for nålene, for at noget skulle gå galt, for at Kenneth skulle stå tilbage alene. Begge ting var i rummet på én gang. Var du bange hele vejen, gør det ikke fødslen mindre. Ti år efter satte Pernille selv fire ord på den nat. »Den dag jeg blev mor!«, skrev hun i august 2026, sytten dage før hun blev gift på Neyas 10 års fødselsdag.
Dage, hvor der tændes lys
Har du selv et barn, der ikke lever, så tænd et lys på dets dag. Neyas dag er den 5. september.
To aftener om året tændes der lys mange steder på én gang: den 15. oktober kl. 19, hvor familier verden over sætter et lys i vinduet for børn, der døde for tidligt (Wave of Light), og den 3. februar kl. 19-20, hvor Dansk Center for Familier & Sorg markerer Den Internationale Mindedag for Forældre i Sorg med lys for alle børn, der ikke lever mere, også de dødfødte og de helt små.
Neya i bogen
Bogen begynder aftenen før begravelsen. Pernille skriver et brev, Neya skal have med i kisten, og bliver ved med at skrive til hende et helt år: om den hvide kiste, om stenen med hjertet, om ventetiden, og om den nye graviditet, mens angsten stadig sidder i kroppen.
Neya nævnes ved navn. Det er hele pointen: Et barn, der dør før fødslen, er stadig et barn, og navnet må siges højt.